Velkommen til min blog

Velkommen.
Dejligt at du kiggede forbi. Håber du vil synes det er interessant at følge med i skabelsen af min drømmehave. Giv gerne din mening til kende med en kommentar.

søndag den 30. juni 2013

Rosens dag

I anledning af rosens dag har jeg været et smut på planteskolen. Der var -25% på alle roser, så jeg havde bevilget mig selv en rose.

Det blev til den orange/ferskenfarvede engelske rose "Crown Princess Margareta".



Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at jeg valgte en rose i netop den farve. Den skal selvfølgelig passe i det nye bed, hvor jeg er i fuld gang med at plante.



Heucera "Caramel"
 
 
Perikon


Blærespirea
 
 
Det er Daniel der har leget fotograf med sit nye spejlreflekskamera, som han fik i konfirmationsgave. Nu pågår hårde forhandlinger om prisen på sådanne billeder :-)
 


fredag den 28. juni 2013

Drivhuspladsen

 
Jeg sidder og tænker over, hvorfor det pludselig er så lang tid siden jeg har fået lavet et indlæg på bloggen. Det skyldes til dels vejret. Det våde vejr gør at ukrudtet har fået turbo på, så jeg synes meget af min tid i haven lige nu går med at holde ukrudtet i skak. Det skyldes til dels også travlhed på jobbet. Men nu har jeg en uges fri og så skal jeg i haven.
 
 




Her ser I nogle billeder af drivhuspladsen. Den er vi altså rigtig glade for. Der er allerede blevet grillet en del gange og fordelen er at vi kan trække ind i drivhuset, hvis det bliver for koldt, eller det begynder at regne. En af de ting jeg skal bruge den næste uge på, er at få malet stakittet og så skal jeg videre med det nye bed.

Jeg har jo været så letsindig at købe nogle planter i gyldne og orange farver. Det kræver et nyt bed, som Flemming er ved at grave ud til. Det skal I nok se mere til i løbet af ugen.


Fortsat rigtig god weekend :-)

mandag den 17. juni 2013

Hvid iris

Vil lige vise min hvide iris, som blomstrer lige nu. Jeg synes simpelthen den er så smuk.

søndag den 16. juni 2013

Nyt om surbundsbedet

I denne weekend har jeg fået flyttet rundt på planterne i surbundsbedet, så de nu har fået en blivende plads og det har givet et mere harmonisk udseende i bedet synes jeg.




 


Der er stadig nogle af planterne, der ser ynkelige ud ovenpå den hårde vinter, men jeg er stadig fortrøstningsfuld. Desværre måtte jeg grave mit smukke brogede tulipantræ op og sende det på genbrugspladsen. Det overlevede ikke vinteren. ØV!

Det eneste der mangler nu er nogle sække spagnum. Vi købte godt nok 5 sække igår, men de slog altså ikke til.


Flemming har også været flittig. Han har lagt pigstem omkring vores "husnummersten" og fået malet husnumret sort. Det er blevet rigtig fint.

torsdag den 6. juni 2013

Fantastisk dag i Geografisk Have

Igår var jo en af haveårets højdepunkter "Plantemarked i Geografisk Have i Kolding". Min mor og jeg startede dagen med kaffe og nybagte boller og så gik turen ellers sydøstover. Vi ankom kl. 10.15 og måtte stå i kø et kvarters tid inden vi blev sluppet ind i paradis.

Det var perfekt vejr og der var rigtig god stemning og masser af fristelser for havetosser som mig. Jeg havde alt for travlt med at handle til at få taget billeder, så det blev bare til et par stykker fra bænken, hvor vi spiste vores medbragte mad.



Det er perfekt, at der er lavet planteopbevaring, hvor man kan få læsset sine indkøb af, så de står trygt og godt til man skal hjem. Problemet er bare, at man mister overblikket over omfanget af sine indkøb og da vi skulle hjemad, virkede det lidt uoverskueligt, at skulle bære alle indkøbene ud på en gang, men det gik.



Her ses vores samlede indkøb og vi er igang med at pakke sammen, så det er muligt at transportere alle planterne i 2 x 2 hænder.

Vel hjemme igen var det tid til at gøre status over indkøbene og glæde sig over de skønne planter jeg har fået købt. Der er bl.a. købt ind til et nyt bed, som jeg har i tankerne. Et bed fyldt med varme farver i gyldne og orange farver.



 
 
Her er nogle af indkøbene til det nye bed. En Physcoarpus Opulifolus "Diablo D'or" og 3 Heuchera "Caramel.



Her ses 3 forskellige Centaurea, som skal plantes i det violette bed. I nederste højre hjørne skimtes en rød fligebladet hyld "Black Lace". Den skal i tøsebedet.


Bagerst til venstre står 2 stk. papirbarkløn, Acer Griseum. De skal også i det nye bed. Forest med de store blade er en paraplymagnolia, Magnolia Tripetala. Der ud over er der rød kvan, morgenstjernestar, 3 dagliljer, rose "Lady of Charlott", langsporet gul akeleje "Yellow Queen", Aralia Cordata "Sun King", stenhøjsakeleje, Aksrapunsel og en enkelt geranium.

Jeg kan jo læse, at jeg bestemt ikke er den eneste, der havde en dejlig dag i Kolding.

Fortsat rigtig god dag til jer alle.

mandag den 3. juni 2013

Det gule bed lige nu

Ud over at den gule magnolia blomstrer i det gule bed, er der også andre blomster og bladplanter, der indgår i en smuk symfoni lige nu. Jeg har idag klippet blomster af alunrod og den gulbrogede akeleje. Det er måske synd, men de forstyrer simpelthen billedet og så er det bedre at de pynter i vaser indendøre.














søndag den 2. juni 2013

Min gule magnolia

Min smukke gule magnolia blomstrer med 12-15 blomster. Jeg er bare så glad for at jeg fik den købt sidste forår. Den står i det gule bed, lidt beskyttet for vind og vejr og der har den det heldigvis rigtig godt.





lørdag den 1. juni 2013

Fremgang i surbundsbedet

Min utrættelige mand har fået sat sten rundt om surbundsbedet, så nu har det fået form. Nu skal vi bare have fat i spagnum og så skal jeg have flyttet planterne, så de kommer til at stå lidt mere harmonisk. Der er altså fremgang at spore.