Velkommen til min blog

Velkommen.
Dejligt at du kiggede forbi. Håber du vil synes det er interessant at følge med i skabelsen af min drømmehave. Giv gerne din mening til kende med en kommentar.

søndag den 29. september 2013

Plantetid

Det har været en dejlig weekend med skønt efterårsvejr d.v.s. perfekt vejr til at plante.

Jeg har været hos min mor og hente denne vognfuld guf, som nu er fordelt og plantet i bedene.



Det var hovedsageligt hosta og bergenia, men også en lille "hjemmelavet" søjlehyld. Det er da et privilegie, at have den mulighed for bare at sige "jeg kunne godt tænke mig et stykke af den og den" og så få det. Tak til mor.

onsdag den 18. september 2013

Rosenskønhed

På den efterhånden meget omtalte tur til IGS Hamburg var første stop hos roseneksperten Ernst Jensen og hans ligeså rosen og haveinteresserede hustru Birthe Lund Jensen i Ribe.

Deres have bugnede af sunde og smukke roser, plantet sammen med skønne stauder i fin farveharmoni. Haven er en almindelig parcelhushave, hvor der er mange dejlige siddepladser.
 

Haven er smukt beplantet med bunddække, som er farveafstemt bl.a. efter roserne.



Der var også en del klematis. De var sunde og rigtblomstrende.


Græs var der ikke så meget af, kun så man lige kunne komme omkring i haven mellem bedene.


 Ernst fortalte, at roserne havde haft svære kår sidste vinter og mange af dem var blevet skåret ned i 10-15 cm højde. Det lod de sig nu ikke mærke med. De var frodige, flotte i bladene og meget rigtblomstrende.


Ernst Jensen ved en masse om roser og har udgivet bogen "Et liv med roser". Han er også forhandler af et særligt middel Mycostart, som skulle have en særlig gavnlig virkning på rosernes rodnet. Jeg købte selvfølgelig en prøve med hjem og har nu givet mine roser det. Så håber jeg at kunne se en positiv effekt på roserne til næste år.

Claus Dalby har omtalt Mycostart i positive vendinger, hvilket du kan læse om her

tirsdag den 17. september 2013

Så skal der lægges løg

 
Sidste år blev jeg snydt af vejret i forhold til at lægge løg. Først regnede det hele tiden og haven stod praktisk talt under vand. Derefter gik vi lige over i frost, så jeg ikke kunne komme i jorden. Derfor fik jeg ikke lagt mine dyrt indkøbte løg sidste år.
 
DET SKAL IKKE SKE I ÅR.
 
Derfor har jeg planer om at lægge løg i den kommende weekend, uanset hvad vejrguderne siger.
 
De lyserøde Allium købte jeg på en planteskole ved Flensburg, som vi besøgte på vej til IGS Hamburg.
 

På IGS Hamburg var der den dejligste stand med de skønneste løg. Jeg havde svært ved at vælge, da der var så mange smukke løgplanter. Men vælge må man, når man ikke har uanede midler til sin rådighed.

Det blev bl.a. til disse smukke tulipaner "Flaming Flag". De er hvide med violette chanceringer. De skal i det violette bed, som jo netop er vokset i størrelse, så der er god plads.


Så købte jeg disse fantastiske lyserøde papegøjetulipaner "Rai", med grønt på. De skal i tøsebedet.


Og så gik jeg "amok" i løsvægtsløg. Det blev til 2 stk. sorte Persica (kejserkroner), 3 stk. Allium "His Exelence", 8 stk. Allium "Purple Rain" og 2 stk. Allium "Globemaster".


Jeg ved ikke hvad det er med løg, men jeg synes simpelthen de er lækre at røre ved, og det med at gå og samle sammen i en kurv er da bare lykken. Jeg fortryder lidt, at jeg ikke gik mere amok.

Nu glæder jeg mig til at få dem i jorden og til at se resultatet til foråret.

søndag den 8. september 2013

Vokseværk

 
I august sidste år gravede jeg ud til mit lilla/violette bed. Det er det bageste, bananformede bed på billedet nedenfor.


Nu er der så sket det, at bedet har fået vokseværk. Igår efter plantemarkedet gik jeg igang med spaden og vupti var der gravet græs af, så formen på udvidelsen af bedet var tydelig.


Som det kan ses, er der jo græs nok at tage af og udvidelsen blev da også lidt større end jeg egentlig havde beregnet, men pyt, det skal nok blive godt.

 
 
Mit håb var så, at Flemming med rendegraveren kunne fjerne det meste af græsset. Vi bor jo på den tungeste lerjord, så opgaven med at fjerne græstørv kan godt tage pusten fra mig.
 
Og sørme om ikke min bøn blev hørt. Idag er græsset fjernet. Det tog under en halv time og hvis jeg skulle have gjort det selv, ville det have taget mig flere dage. I samme arbejdsgang blev der smidt et læs sand i bedet, så nu skal der fræses og så er der klar til plantning. Jeg kan næsten ikke vente.


lørdag den 7. september 2013

Plantemarked

Idag har jeg været til det årlige plantemarked på Landbrugsskolen Lægården i Holstebro. Vejret var perfekt, der var mange mennesker og der blev udvekslet planter og erfaringer.

Jeg lod mig friste af en orange solhat, samt 2 træer, en rødbladet søjlehyld og en rødbladet trompetkrone.


Solhatten er allerede plantet i havens nyeste bed, som jeg startede på for et par måneder siden. Det er stadig lidt bart, men det går den rigtige vej. Bedet ser idag sådan ud:


Indtil videre består beplantningen af bl.a. papirbarkløn, buksbumkugler, Alunrod, 3 roser, 2 solhatte, røllike "Terracotta", dagliljer, vortemælk og kongelys. Her er nogle af planterne:




 


torsdag den 5. september 2013

Dristighed

På IGS Hamburg var der forskellige eksempler på dristighed f.eks. i farvesammensætningerne i bede og krukker. Der var mange totalt overvældende store og frodige bede, hvor man uden videre blandede f.eks. gul, orange og rosa.


Der var også mange af bedene, hvor der blev brugt græsser mellem sommerblomsterne. Det var rigtig fint og gav en god effekt.


Bedene var kæmpemæssige. De var utrolig velplejede. Alt vissent var klippet væk, så de fremstod friske og frodige.


Her er virkelig et eksempel på dristig farvesammensætning. Hvad siger I til purpur, gul og orange, og så lige en lilla i baggrunden?


Her er der igen en blanding af orange, lilla og rosa.


Her er der brugt smukke røde grønkålsplanter i skøn forening med lilla. Meget inspirerende.

tirsdag den 3. september 2013

At bo på hotel

I weekenden boede jeg på hotel, i forbindelse med at jeg deltog i Haveselskabets tur til IGS Hamburg (Internationale Garten Schau). Det kan jeg godt blive forfalden til, altså at bo på hotel. Dejligt at andre tager sig af madlavning og rengøring :-)

Der var så mange ideer og så megen inspiration på haveudstillingen, at jeg næsten ikke ved hvor jeg skal begynde, men i relation til det at bo på hotel, kommer her en skøn ide til et insekthotel.


 Sødt ikk?