Velkommen til min blog

Velkommen.
Dejligt at du kiggede forbi. Håber du vil synes det er interessant at følge med i skabelsen af min drømmehave. Giv gerne din mening til kende med en kommentar.

mandag den 30. marts 2015

Juleroser

At tænke sig så heldig jeg var igår, for min søde mor kom med ikke mindre end 8 juleroser til mig. Hun havde gravet dem op i sin egen have, hvor de havde sået sig selv og de er simpelthen så skønne i farverne.

De kom i jorden med det samme og nu håber jeg at de vil etablere sig godt, så de kan blive til flere.









Den fyldte er jo kronen på værket og jeg håber virkelig at den vil gro sig stor og stærk her i min have. Den fik i hvert fald en hædersplads i surbundsbedet.

søndag den 29. marts 2015

Klar, parat, start

Så er haveåret endelig skudt igang her på matriklen.
Igår stod jeg tidligt op til sol og stille vejr, så der var virkelig basis for at komme igang i haven, for selvom jeg er havemenneske, så hader jeg at fryse og derfor kommer jeg altså kun i haven, når jeg kan holde varmen.

Dagen startede med en indkøbstur, for der var tilbud på gødning, kalk og frugttræer og da vi lige står og mangler de sidste frugttræer til vores "frugtplantage" blev traileren spændt efter bilen og afsted det gik.


Hjemme igen med mine indkøb kunne jeg mærke at jeg ikke var færdig med at købe ind, så afsted til Jem & Fix, hvor jeg havde set at de havde sorte firkantede krukker i fiberbeton. De blev indkøbt, sammen med lidt små påskeliljer til disse 3 zinkkrukker.


De firkantede krukker er specielt velegnede her hos os, både fordi de matcher huset, men også fordi de ikke vælter, når det blæser og det gør det tit.


Her er de 2 største krukker blevet placeret på hver side af bænken og så er der grobund for ærteblomster med liflig duft.


De 2 mindste krukker har jeg placeret her mellem stuevinduerne. Jeg har endnu ikke fået plantet noget i dem, men mon ikke det sker i påsken. Jeg kan dog ikke beslutte mig for om det skal være buksbumkugler eller noget mere sæsonbetonet.


Sidst men ikke mindst fik jeg alle mine dahliaknolde pottet op, så nu står de langs muren og kan bare komme an.


Jeg har i år købt 20 nye dahlia hos www.blomsterverden.dk og dem glæder jeg míg rigtig meget til at se live til sommer.