Det var en overvældende oplevelse. Aldrig har jeg set sådan en overflod af roser i samtlige farve- og duftnuancer. Alle så struttende af sundhed, at det simpelthen var fantastisk.
Hviids Planteskole er en en gros planteskole, som sælger roser til planteskolerne. Derfor er det heller ikke normalt muligt for private at handle der. Endvidere har Aase Hviid sin butik med blomster, dekorationer og pynt til hus og have. Og endelig har Ole og Aase Hviid en meget stor privathave med mange kreative indslag og selvfølgelig en masse roser.
Udendørs kunne man nyde de mange roser i planteskolen og så var der udstilling fra flere planteskoler, som virkelig havde gjort noget ud af deres udstillinger. Det var utrolig flot og inspirerende.
Indendørs var der lavet en stor udstilling med rosendekorationer. Det var et imponerende syn og jeg fik at vide, at der var brugt 500.000 afskårne roser til dekorationerne. Jeg var måløs over volumen og kreativiteten.
Der var lavet forskellige opstillinger, hvor udgangspunktet var H.C. Andersens eventyr. En virkelig kreativ fortolkning, må jeg sige. Der ud over var der også opstillinger med andre temaer. Håber disse billeder, taget med min Iphone, giver et lille indtryk af herlighederne.
Hvad man ikke kan se på billedet er, at bordet svæver, det er hængt op i loftet. Elegant.
Der var skilte med navne på dekorationerne, så man kunne se hvilke roser, der var brugt.
Da vi havde fået vejret ovenpå denne oplevelse, gik vi en tur i haven, som bestemt også er en oplevelse.
Selvfølgelig kan man ikke forlade sådan et rosenorgie uden at have en rose med sig hjem. For mit vedkommende blev det til hele 2 roser. Jeg havde bestemt hjemmefra, at jeg ville have rosen Odyssey, men den var desværre udsolgt. ØV.
I stedet blev det til disse:
Blue for you
Willestrup/Eden
En fantastisk dag og en overvældende oplevelse rigere.