Velkommen til min blog

Velkommen.
Dejligt at du kiggede forbi. Håber du vil synes det er interessant at følge med i skabelsen af min drømmehave. Giv gerne din mening til kende med en kommentar.

tirsdag den 21. maj 2013

Indkørslen

Jeg synes vores indkørsel er blevet rigtig flot. Der er plantet 12 stk. søjleparadistræer, Malus "Laura", som med tiden skal danne en allé. De har mørke blade og flotte pink blomster. I efteråret kommer der flotte mørkrøde frugter.

Langs vejen er der plantet kæmpestenbræk. Det var noget af det eneste der var på grunden da vi købte den, så det var bare at flytte dem.








Jeg er blevet rigtig glad for kombinationen og prikken over i'et var at vi fik lagt knust granit på vejen.

mandag den 20. maj 2013

Hosta

En fuldstændig uundværlig plante i haven er HOSTA. Jeg har haft rigtig mange hosta, men igen har flytningen været skyld i at en del af dem er blevet i den gamle have. Men nogle har jeg dog fået med og jeg glæder mig over dem hver dag. Især er de smukke lige nu hvor farvespillet træder så tydeligt frem.

Jeg har haft navn på de fleste, men fuglene har den uvane at flyve væk med planteskiltene. Kender i det? Nå, men nogle kan jeg huske navnene på og andre må jeg så undvære navnene på. De er smukke uanset hvad.

Her er lige et par eksempler fra haven idag.


"Spilt milk"
 


"El Nino"
 





"June"
 














Det er da en flot plante. For min skyld behøvede den ikke have blomster, de smukke blade er er nok i sig selv.



fredag den 17. maj 2013

Trillium

Jeg har en svaghed for trillium. Jeg synes simpelthen det er en perfekt komponeret blomst med de gentagne 3 blade. Jeg har efterhånden købt en del, men ikke alle er blevet behandlet lige pænt i forbindelse med flytningen, så nu har jeg kun 5 forskellige tilbage. De står stadig i store plastikbaljer, men skal altså snart plantes ud i haven.

Den hvide fyldte er simpelthen darlingen over dem alle. Helt fortryllende.

 
Den står her i en balje og kæmper om pladsen med en plettet tvetand. Ikke fair betingelser for så smuk en plante.



De lyserøde og mørkrøde er også smukke De har nu stået sammen i en balje i over 2 år. Jeg må altså have fundet et godt sted til dem i haven.




mandag den 13. maj 2013

Blomster i bybilledet

I skal altså lige se hvordan blomster kan tage sig ud i bybilledet. Her i Holstebro er man rigtig god til at lave frodige blomstrende indslag og dette er bare et enkelt eksempel, taget ud af sidevinduet i bilen. Er det ikke bare flot?

søndag den 12. maj 2013

Det eksploderer

Hold da helt op hvor går det stærkt lige nu. Kombinationen af det lidt lunere vejr og så den regn vi har fået de sidste par dage har gjort at haven eksploderer. Man kan næsten se planterne gro, så hurtigt går det.

Det er bare den bedste tid på året, alt er frisk og lysegrønt, så man må bare trække den friske luft helt ned i lungerne og nyde livet.

Her er lige lidt billeder fra de hvide bede, hvor løgplanterne virkelig gør deres bedste.

 
Tulipan Purissima i forgrunden og Spring Green i baggrunden.

 
Narcisser

 
Narcisser og bloget kærmindesøster.

 
Hvid løjtnantshjerte og Narcisser Mount Hood.
 

 
Dejlig frodighed og enorm vækst indenfor de sidste dage.

fredag den 10. maj 2013

Det gule bed

Jeg er så glad for mit gule bed. Kraftigt inspireret af Claus Dalby har jeg jo holdt bedet i helt lysegule toner og jeg synes det er så fint. Bedet er aflangt og grundstammen er 6 danica thujakugler, en lysegul magnolia og 2 roser, The Pilgrim og Aica.



Lige nu blomstre lysegule anemoner og narcis Minnow




Der ud over har jeg fyldt op med stauder, enten med gult eller broget løv eller med gule blomster. Det er bl.a. akeleje, geranium, arisema, engblomme, stjerneskærm, lodden løvefod og daglilje.










Der er også en del hosta i bedet. De fleste har dog ikke rigtig vist sig endnu, men de titter nok snart op.