Velkommen til min blog

Velkommen.
Dejligt at du kiggede forbi. Håber du vil synes det er interessant at følge med i skabelsen af min drømmehave. Giv gerne din mening til kende med en kommentar.

tirsdag den 10. juni 2014

Helt sort

 
 
Jeg har desværre måttet undvære min computer i pinsen. Jeg havde den med til eksamen i Personalejura i onsdags og fik den forbyttet med min kollegas, så først idag har vi fået byttet rundt og jeg kan igen lave indlæg på bloggen.
 
Noget af det jeg har fordrevet  tiden med her i pinsen er at male stakit ved terrassen.
 
Det er blevet sort og nu er der ligesom ro igen, forstået på den måde, at det forstyrrer mit øje, når der er noget der ikke harmonerer og det gjorde det umalede stakit bestemt ikke.
 

 




Jeg er tilfreds med resultatet. Nu mangler der bare lidt flere planter, så der kommer et mere frodigt udtryk og så skal vi have gang i grillen.

søndag den 1. juni 2014

En dejlig havedag

Idag har da været en dejlig havedag. Med en dejlig havedag mener jeg en dag, hvor der virkelig er sket noget i haven. I efteråret lavede min søde mand en rund plads i chaussesten. Siden da er der ikke sket mere i det projekt og flere har spurgt til hvad det mon skulle ende med.

Idag blev der så taget fat på resten af projektet. Vi har fjernet græs i en 2 meter cirkel udenom stenpladsen. Det gik forbavsende hurtigt, for når først Flemming får startet en af sine maskiner op, i dette tilfælde en kantskærer, ja så sker der altså noget i en fart.





Arbejdsfordelingen var sådan, at Flemming skar græstørvene fri og jeg kørte dem væk. Men så opstod problemet med, hvad vi skulle gøre af alle de græstørv. Hurtig opstod en ny ide. De skulle selvfølgelig anvendes til en "vold", så nu er de lagt en en bue, som selvfølgelig skal være noget højere og så skal den plantes til.......


Nå men tilbage til det oprindelige runde projekt. Da alle græstørvene var fjernet gik Flemming straks igang med at fræse jorden og det er altså nemmere sagt end gjort, for vi har den tungeste lerjord.

Næste skridt bliver, at der skal laves fire indgange til den runde plads, hver med en pergola, hvor der skal gro slyngplanter og så skal de fire bede plantes til med forskellige hvide blomster.

Nu er vi kommet godt igang og jeg håber vi kan komme endnu et skridt i næste weekend, hvor der jo også er en ekstra fridag. Det bliver godt, er jeg sikker på.

torsdag den 29. maj 2014

Kender i denne?

 
For et par år siden købte jeg denne skønne bunddækkeplante med lyserøde blomster. Den breder sig villigt og sidste år delte jeg den i flere, så nu har jeg efterhånden en del eksemplarer. Jeg er helt vild med den, men problemet er at jeg ikke kan huske hvad den hedder og navneskiltet er pist forsvundet. Jeg synes det ligner en art krybende læbeløs, men er i tvivl. Er der mon nogen der kan hjælpe med navnet?

 


tirsdag den 27. maj 2014

Jeg har arvet

Der er ingen tvivl om, at det er min mor jeg har arvet min havepassion fra. Det er en arv jeg er dybt taknemmelig for og som gør at jeg dagligt glædes over alt det der sker i haven.

I aften har jeg været på rundtur i min mors have og taget lidt billeder, som jeg synes I skal se, så kan I jo selv vurdere om ikke den er god nok, den med arven.









Min mors have er en ca. 2600 kvm. stor landbohave, hvor der er alverdens forskellige buske, træer, stauder, roser, rhododendron og alt hvad hjertet i øvrigt kan begære.

Det er et kæmpe arbejde at vedligeholde sådan en stor have og jeg har altid sagt, at så meget jord skulle jeg aldrig have, for det ville jeg ikke kunne holde. Men ak, nu har jeg rodet mig ud i en endnu større have og jeg kæmper med at få tid til alt det jeg gerne vil have gjort. Men trods alt er jeg dybt taknemmelig for arven, mor :-)

søndag den 11. maj 2014

Orange

 
Der er meget at glædes over i haven lige. Tulipaner er virkelig noget der giver farve til bedene her i forårshaven. I mit orange bed, som jeg etablerede sidste sommer, blomstrer de to forskellige slags tulipaner, som jeg lagde i efteråret. Bedet er selvfølgelig stadig lidt bart og derfor lyser tulipanerne også ekstra op. Jeg nyder synet.





Noget andet der understreger farveholdningen i bedet er det mørke løv på de øvrige planter. Der er bl.a. roser, vortemælk, blærespirea, bronzefennikel og de to papirbarkløn. Det skal nok ende med at blive rigtig flot og flammende.

lørdag den 10. maj 2014

En darling

 
En af mine darlings i haven er den fyldte trillium. Den venter jeg på med længsel hvert år og glæden er stor, når den perfekte blomst åbenbares. Den er endnu ganske lille og har indtil videre kun blomstret med en enkelt blomst hvert år, men jeg håber at den med tiden bliver til mere. Jeg glædes i hvert fald over den ene lille blomst.....
 

Mine andre trillium blomstrer også fint og de bliver til mere år for år. Jeg elsker det enkle i blomstens opbygning, med de 3 bægerblade og 3 kronblade, som jo passer så godt til det danske navn treblad.




 
Den eneste ulempe der er ved trillium er, at de nikker, så man må hen og vende blomsten opad, for at kunne nyde den. Der findes selvfølgelig også sorter hvor blomsten er opret og jeg har også haft købt et par stykker, men de er "forsvundet". Jeg tænker at jeg vil forsøge mig med dem igen engang. Indtil videre vil jeg skynde mig at nyde de trillium jeg allerede har.
 

lørdag den 3. maj 2014

Imponerende

 
Jeg skal lige love for at det går stærkt i haven lige nu. Der sker ting og sager hver eneste dag. Et eksempel er denne lillebitte Rhododendron, som stod i knop for få dage siden. 
 

Nu er knopperne sprunget ud og har åbenbaret en imponerende blomst, som er så stor at man slet ikke kan se plantens blade længere. Det er da fantastisk med sådan en stor blomst på så lille en plante.


Der er også kommet farve på nogle af de andre rhodo'er og det er med at nyde synet, for nogle af blomsterne er allerede ved at falde igen, men heldigvis er der så andre på vej.....